En af os i MED har skrevet en artikel i bogen ”Vi tror ikke vi undersøger. Hvordan systematisk refleksion driver fagligheden frem”, som vi har fået lov af forlaget Dafolo at dele med jer. Det er vi rigtig glade for, da vi synes kapitlet beskriver hvordan netop det erfaringsbaserede perspektiv kan være en nøgle til at finde nye løsninger på komplekse problemer. Kapitlet har fokus på praksisudvikling sammen med anbragte børn og unge, men vi tænker også at det er relevant i forhold til alle mulige andre slags levede erfaringer.

I kapitel 4 ”Hvordan skaber vi en stærkere professionsfaglighed” præsenteres casen om projekt Styrket Indsats hvor 14 døgntilbud, med udgangspunkt i metoden Positiv Afvigelse, undersøgte og udviklede egen praksis gennem både nuværende og tidligere anbragte med henblik på at styrke anbragte børn og unges mulighed for læring.

I projektet er data den erfaringsbaserede viden og derfor deler vi også netop dette kapitel med jer. I projekt Styrket Indsats bruges erfaringerne fra mere end 150 nuværende og tidligere anbragte børn og unge til at blive klogere på både hvorfor det kan være så svært at få en uddannelse, men også hvad er det der sker når det lykkes på trods. Samtidig beskriver kapitlet en metode til hvordan man konkret kan blive systematisk og nysgerrigt udforskende på de unges erfaringer og perspektiver. Kapitlet beskriver hvordan netop det erfaringsbaserede perspektiv kan skabe et unikt grundlag for faglige diskussioner der også rækker ind i de svære diskussioner og skaber en ny praksis, som for nogen kan virke risikofyldt.

Ann Britt Wetche der er er socialdirektør i Region Midtjylland (som var med i projektet) siger:

”Vi har fat i noget helt grundlæggende her. Det står tydeligt frem, at når man har fokus på barnet og spørger ind til børnene og involverer dem og forældrene, så rykker det noget. Og så er systematikken, den faglige systematik, en styrke.”

Vi deler derfor kapitlet med jer fordi her præsenteres en metode hvortil man kan bruge de unges egen viden som grundlag for den faglige diskussion. Ikke på anekdotisk plan eller med udgangspunkt i den enkelte unges sag, men hvor de manges erfaringer samlet udgør et vidensgrundlag hvorfra pædagogikken udvikles. Metoden – som navnet indikerer – lægger op til at opdage det der virker og gør en positiv forskel, her i forhold til anbragte børn og unges mulighed for læring og på den baggrund udvikle praksis.  I den viden træder mønstre så tydeligt frem at det ikke kan siddes overhørig og det åbner op for også de svære faglige diskussioner som også ligger i relations arbejdet og det at arbejde i nogens hjem.

Kapitlet er en del af et samlet formål med at beskrive hvordan datadrevet praksisrefleksion er afgørende for at udvikle den faglige dømmekraft.  Bogen ønsker at stille sig midt i en (stadig) aktuel diskussion og drøftelse af hvordan vi kan blive endnu bedre til at gøre det der virker og i forlængelse heraf hvad er egentlig legitim viden? Således opridser forfatterne et kontinuum der spænder imellem yderligheden at pædagogik og socialt arbejde handler om ”boller og kakao” med et meget individuelt pædagogisk skøn (underforstået relativt ukontrollerbart og udokumenteret) – til at alt socialt arbejde kan manualiseres, testes og dokumenteres og derigennem styres. Bogens ønske er at gøre op med sidstnævnte overstyring og i stedet sætte fokus på fagligheden og ledelsen af den faglige dømmekraft der stiller sig i stedet for et (overdrevent) fokus på procedurer, kontrol og regler.

Det er en faglig ledelse der skal arbejde både med kultur og metode. Forfatterne argumenterer her for at det kræver systematik og struktur for at det netop bliver faglig refleksion og ikke blot ”synsninger” og mavefornemmelse. Derfor arbejdes der i bogen med begrebet datadrevet systematisk praksisrefleksion og her menes både kvantitative og kvalitative data:

”Data er også kvalitative. Systematik skal kvalificere kvalitativ data og gøre dem brugbare til at skabe konklusioner og træffe beslutninger på lige fod med kvantitativ data”.

Her peger bogen på at det erfaringsbaserede perspektiv er en vigtig kilde til afgørende i socialt arbejde. Både sagsspecifikt med inddragelse af den enkelte borger i eget liv og strukturelt hvor erfaringer samles ind systematisk og danner grundlag for udvikling og ledelse af området. Når man arbejder med socialt arbejde så ”vil man noget med nogen” og det indsætter en professionsetik. Den skal man arbejde med både som individuel praktiker og som professionelt kollektiv. Det kræver at man bliver i stand til at se sig selv udefra. Forfatterne siger det meget præcist:

”Vi skal have en vilje til konstant at undersøge om det vi tror, faktisk også virker. Kun med en undersøgende tilgang med systematisk observation og refleksion kan vi udvikle data med udsagnskraft og dermed til en stærk kollektiv faglighed”.

I det delte kapitel kan I læse hvordan man kan skabe en undersøgende tilgang der ser på fagligheden (og systemet) på baggrund af den erfaring de unge der vokser op – og har vokset op – inde i systemet.

God læselyst!

Du kan downloade kapitlet her