Vrede og konflikt i social forandring
Vrede og konflikt er en bærende drivkraft bag meget af det arbejde der sker i organisationer der ønsker at se – og være medskabere af – en social forandring. Der er noget der ikke opleves godt nok som kalder på forandring. På den ene side er det en brændende ild der skaber momentum, dedikation og handling, men på den anden side kan konflikten og vreden ende med at spænde ben for en forenings eller bevægelses formål, hvis ikke man formår at arbejde strategisk med den. Derfor er det vigtigt, at man som ledelse, gruppe eller facilitator forholder sig bevidst til konflikten på godt og ondt.
Den gamle kommunikationsmodel der minder os om kommunikationens svære præmis
I 1948 tegnede Laswell det mange i dag kalder den klassiske kommunikationsmodel. Modellen minder os om at kommunikation består af:
Det modellen viser er, at afsenderen har indflydelse på formulering af budskabet og valget af kanal, men modtageren er ansvarlig for afkodningen af budskabet. Når budskabet kommer til modtageren er det altså ude af afsenderens hænder. Budskabet er blevet sin egen enhed. Det gør kommunikation rigtig svært. Misforståelser kan opstå, man får ikke den gennemslagskraft man ønskede eller folk hører ikke efter. Dertil kommer at der endda kan være ”støj på linjen” som decideret forstyrrer kommunikationen for modtageren og dermed forplumrer det ønskede budskab.
I al sin enkelhed kan netop denne model bidrage til at styrke effektiviteten af det erfaringsbaserede perspektivs kommunikation i skabelsen af social forandring. Her er erfaringseksperterne afsenderen der har et budskab om et ændret system og ”systemet” dermed modtageren. Det kunne eksempelvis være en gruppe af tidligere anbragte der kunne ønske at kommunen indførte en ny praksis for deres sagsbehandling eller udsatterådet der arbejder for at få hjemløse ud af jobcenteret. For brugen af den gamle og enkle model skærper opmærksomheden på det indflydelsesrum man hver især har i kommunikationen – og dermed forandringen. Den giver os opmærksomhed på den støj der kan gøre det svært at skabe en succesfuld kommunikation, som gør forandring mulig.
Vreden som udgangspunkt
Ønsket om social innovation er fra et erfaringsbaseret perspektiv (altså mennesker der har haft et møde med systemet) er ofte drevet af en frustration, en afmagt, en oplevelse af svigt og en følelse af ”at det ikke er godt nok” det man selv (eller ens pårørende) er blevet budt af systemet. Det er naturligt fordi vreden har energi og dermed virkelyst. Hvor glæde og tilfredshed i mindre grad giver anledning til at ønske forandring for oplevelsen var alt i alt god. Det ses også på de sociale medier hvor folk i langt højere grad liker, deler mv. når de bliver vrede over noget. Ligesom det ses i nyhedsbilledet hvor det er dramaet, svigtet og konflikten ofte er bærende. Selvfølgelig er der eksempler på det modsatte som Nyhedsmediet ’Verdens bedste nyheder’ og frivillige organisationer der ønsker at give det gode videre til inspiration. Men over en bred kam udspringer det brændende ønske om social forandring ofte fra et perspektiv af vrede, utilfredshed og frustration. Dermed er konflikten meget ofte en del af kommunikationen mellem borgere og systemer i processen frem mod social forandring. Og uanset bliver et ”udefra-drevet” ønske om forandring altid feedback til et system det måske ikke har bedt om og det vil i sig selv øge risikoen for at det kommunikerede forstås som kritik.
Derfor bliver det rigtig vigtigt at man som organisation eller facilitator er opmærksom på den præmis som fundamentet for det arbejde der skal ske. Dermed kan der laves en strategi for håndtering af vreden så den hjælper sagen og ikke ender med at spænde ben. Vrede kan nemlig meget let blive støj i en kommunikation – både internt imellem de mennesker der skal dele deres levede erfaringer og eksternt i den kommunikation der retter sig mod verden.
Pas på hinanden i arbejdet med vreden og sorgen
Når mennesker samles om gerne at ville forandre verden på baggrund af deres egne erfaringer er vreden altså ofte en følgesvend. Det gælder også i arbejdet med at dele historier og skabe en fælles fortælling om det, der skal forandres.
For mennesker der længerevarende har befundet sig i en udsat position gemmer sig historier der ofte er fyldt med voldsomme oplevelser, sår både fysisk og psykisk, sorg og svigt. Svigt fra medmennesker, men også systemsvigt. Det giver fortællinger der rummer stor vrede og sorg og derfor er der nødt til at være plads til de store følelser i arbejdet med social forandring.
Der er altså nødt til at være plads til at mødet med systemet ikke præsenteres konstruktivt når der arbejdes indenfor sagens 4 vægge, men at der er plads til både skældsord og generaliseringer. Der kan være brug for at sige ”jeg hader pædagoger”, ”hvad fanden foregår der”, ”alle gør det kun for penge”, ”der er ingen der giver en fuck”, ”fuck systemet”, ”jeg får lyst til at brænde det ned” osv. Den plads skal altså skabes for for de følelser er rigtige og med de livshistorier som gemmer sig bag ofte også meget forståelige. Men det er også vigtigt at være opmærksom på at de følelser kommer til udtryk meget forskelligt hos den enkelte fordi mennesker er forskellige.
Det er her vigtigt at der er opsat nogle gode spilleregler for rummet så det der føles rart for den ene ikke overskrider andres grænser. For nogen er råb helt naturligt for andre er det skræmmende. For nogen føles det rigtigt at dele mange detaljer om deres historie, for andre er det grænseoverskridende eller endda retraumatiserende. For nogen er det kun ægte hvis der er plads til det hele for andre er det for meget og unødvendigt for det politiske projekt. Derfor er det vigtigt at der sker en forventningsafstemning og laves nogle fælles spilleregler så der skabes et trygt rum for alle der deltager hvormed der kan skabes et kollektivt vidensgrundlag.
Det handler om at skabe et rum hvor følelserne mobiliseres på en måde at de kan skabe handling i en kollektiv bevægelse – det som man indenfor Community Organizing referer til som et ”public narrativ” (Læs mere om Community Organizing her). Her arbejder man som organisation i et spændingsfelt mellem indignation og vrede på den ene side og håb på den anden. En af fædrene bag Community Organizing, Marshall Ganz siger følgende:
“Through public narrative, social movement leaders – and participants – can move to action by mobilizing sources of motivation, constructing new shared individual and collective identities, and finding the courage to act.”[1]
Det handler om at bruge vreden strategisk
Den træthed og den oprigtige vrede eller sorg er nødt til at blive bearbejdet så den hjælper sagen frem for at risikere at den i sidste ende kan spænde ben for en selv. For råb, skæld-ud, skyld og skam kan fungere som ”støj” for en system-modtager og dermed forstyrre modtagerens mulighed for at høre efter. Konflikten kan altså bidrage til oplevelsen af at ”systemet” simpelthen ikke hører efter selvom det man siger er rigtig vigtigt.
Hvis man er en forening eller et fællesskab der arbejder for at ændre en sag betyder det også at man hurtigt begynder at ”samle” på de dårlige historier. Dem der har brug for krisecenteret, dem der ikke bliver lyttet til, dem der bliver afvist eller svigtet af systemet. Det kan betyde at det samlede træthedsniveau stiger. Man bliver i fællesskab endnu mere sur på systemet, for man begynder at opleve at ingenting virker og kan få et billede af at der decideret handles af ond vilje. For det er tunge historier at bære – også for et fællesskab. Derfor skal man være ekstra opmærksom på hvilken form den kollektive vrede tager.
I håndbogen ’Organizing: People, power, change’ beskriver de den fase som strategizing. Kort fortalt betyder det, at ”tage hvad du har og formulere hvad du har brug for, på en måde der sikrer at du får hvad vil du have”.
![Tegning2[32]](https://indflydelse.nu/wp-content/uploads/2022/08/Tegning232.png "Tegning2[32]")
Indenfor organizing som teori beskrives det hvordan det, at arbejde med strategizing bl.a. handler om at gøre sig selv klart hvad er det modtageren gerne vil. Det kræver dels at man er klar over hvem ens modtager er og hvad driver modtageren. At skabe den forståelse er afgørende for at kunne skabe en effektiv kommunikation, og det kan være svært hvis man er rigtig vred – så kan man få lyst til at skyde en kommune i skoen at de ”bare vil gøre livet surt for en”, men des mere man forstår at kommunen vil overholde loven, overholde budgettet og gøre en forskel des bedre kan man skabe en effektiv kommunikation der fører til den ønskede forandring.
Det betyder ikke at det skal være utroværdigt
Derfor er der en opgave i at gå strategisk til værks og være bevidst om hvilken rolle konflikten må og skal spille da det ellers kan ende med at stå i vejen for det mål man har. Konkret siger håndbogen at det man gør for at skabe forandring kan stilles op i en enkel forandringsteori: Hvis vi gør […], så vil der ske [….] fordi […].
Det er vigtigt at understrege det ikke betyder man skal være utroværdig og fx rose en hel masse eller pakke alt ind i lyserødt vat og sukker. Selvfølgelig skal man være ærlig om udfordringsbilledet og gå åbent ind i den uenighed der kan være. Nogen gange er vreden også påkrævet og skal bruges aktivt på forsiden af avisen eller i demonstrationer. Man skal altså ikke være bange for vreden, men opmærksom på den. Ved at forholde sig strategisk til konflikten bliver man bevidst om hvilke reaktioner kommunikationen kan afføde. det giver endda mulighed for at foregribe den modstand der kan komme.
I organizing håndbogen præsenterer de et stærkt eksempel hvor sorte mennesker i USA i 60erne boykotter busserne under raceadskillelsen med henblik på at få ændret lovgivningen. De ved at den manglende indtjening vil overbevise busselskabet om forandringens nødvendighed. De vidste samtidig godt at bevægelsens harme over uretfærdigheden i racesegregering ikke var et vinderargument overfor busselskabet der var bundet af fortidens logikker. Men ved at ramme dem på profitten fik de en afgørende partner i lobby-kampen overfor det politiske niveau til at regne loven – der til sidst blev ændret.
Tør jeg stille mig op ved siden af det der?
Netop vigtigheden af at overveje hvilke alliancepartnere man har brug for, for at få den nødvendige ørenlyd, fordrer en strategisk tænkning. Det er dem håndbogen om organizing vil kalde ”supporters”.
Arbejdet med at skabe en positiv systemisk forandring på de store velfærdsdagsordener kan fx kræve en folkelig opbakning. Des bredere en dagsorden accepteres som vigtig des større er sandsynligheden for at der kommer politisk trækkraft. Her betyder det offentlige budskab noget. Hvis man bliver for grov vil det være en lille skare der vil gå med. Dem der bliver indignerede sammen med dig og vil kæmpe, måske genkender vreden. Men for langt de fleste vil det blive for vildt til at folk vil like og dele eller endda stille op til demo foran Christiansborg. Folk ønsker simpelthen ikke at blive associeret med det og det støder sammen med deres almindelige image.
Hvis man i stedet kan formulere et positivt mål bliver det nemmere at bakke op. For et positivt mål er svært at sige nej til og derigennem vil folk også være mindre bange for at provokere deres egen omgangskreds fordi et positivt mål ikke er ekskluderende, fordi det beder om en forandring frem for at kritisere.
Et godt eksempel herpå er kampagnen ”Røgfri fremtid” fra Kræftens Bekæmpelse. Kræftens Bekæmpelse vil gerne have markante ændringer i forhold at stoppe rygning i Danmark. ”Med kampagnen ”Røgfri fremtid” vendte de det overordnede budskab til at sætte fokus på vores børn frem for de voksnes dårlige vaner. Langt de fleste danskere ønsker at deres børn ikke begynder at ryge. Derfor kan vi bakke op omkring budskabet om at fremtiden er røgfri, dele på vores platforme og støtte på arbejdspladsen. Hvorimod stop-rygning er sværere. Måske ryger man selv og dermed ville det være dobbeltmoralsk at dele, måske bryder man sig ikke om formynderiet overfor voksne mennesker som stop-rygning ofte associeres med eller man er bange for at morfar føler sig ramt hvis man deler det på Facebook. Derfor tilbyder ”Røgfri fremtid” et andet narrativ som både den almindelig dansker og politikerne kan præsentere de nødvendige tiltag i lyset af.” [2] Sådan bruger kampagnen sit budskab til at reducere støj så budskabet bedre kan høres. At styre sit narrativ er afgørende i det strategiske arbejde med social forandring.
Omvendt kan man også have en sag hvor man ikke har brug for den brede folkelige opbakning – eller ved den er umulig at få som fx de sorte i USA med busserne. Så er det igen en anden strategi der skal tages med andre greb. Her kan vrede og aktivering af en lille, men indflydelsesrige gruppe mennesker være afgørende – fx skabe den rette indignation hos 2-3 politiske ordførere med tilstrækkelig indflydelse.
Endelig kan det selvfølgelig også være et formål i sig selv at få sagt noget højt, alene fordi det i sig selv at sige det højt og skælde ud kan give en følelse af genoprejsning. I så fald er der ikke brug for partnerskaber eller at tænke over modtagerens behov. For formålet er at alene at sætte ord på noget i et offentligt rum.
Vi har en legitim kritik det skal systemet kunne rumme!
En rimelig kritik af ovenstående vil ganske givet være om det overhovedet er en rimelig forventning til det erfaringsbaserede perspektiv. Altså er det de mennesker som i forvejen har meget på spils ansvar at skulle tage højde for systemets følelser? Er det ikke fair nok at man med de livshistorier der beskrives ikke nødvendigvis kan præsenteres i girafsprog?
Det kunne man sagtens argumentere for og det er en legitim pointe. Men her vender vi tilbage til den klassiske kommunikationsmodel. For uanset hvor rimeligt man selv – og måske også ens tætteste samarbejdspartnere/allierede – synes budskabet er, så er det ude af dine hænder i det sekund du trykker ”send”. Om det være sig i pressen, et oplæg, et møde, en artikel mv. og herefter bliver det alene op til modtageren hvordan det tager imod og hører det der bliver sagt. Således kan de mange gode kræfter og de salte tårer vise sig spildt hvis man ikke som afsender formår at forstå sin modtager og tage tilstrækkelig højde for vedkommendes ører i sin kommunikation.
Man skal altså bare være bevidst om hvad den valgte kommunikationsstrategi kan gøre for modtagelsens af ens budskab og dermed rækkevidden af den sociale forandring man ønsker at se. Og ønsker man at skabe en bevægelse kan det også have betydning for de platforme man fremtidigt får adgang til. Som erfaringsekspert, bevægelse eller facilitator skal man altså være opmærksom på det mulighedsrum man kan misse ved at arbejde mere strategisk med sine budskaber – især hvis man oplever at man banker hovedet mod en mur i sit arbejde.
Ved at forstå, og give plads til, konflikten som både drivkraft og potentiel barriere for ønsket om forandring kan foreninger, bevægelser og facilitatorer i endnu højere grad indfri det potentiale der ligger i inddragelsen af det erfaringsbaserede perspektiv.