Skridt 1: Mobilisering – at føle sig inviteret

Mobilisering handler om at invitere, så folk får lyst at deltage. Hvis man har slået sig på livet og måske også på velfærdssamfundet, er det ikke altid politisk engagement, der står forrest i éns bevidsthed. Måske har man nok at gøre med at få hverdagen til at hænge sammen. Måske kan tilliden til, at man kan gøre en forskel, ligge på et meget lille sted. Måske er tilliden til beslutningstagere og professionelle slidt. Derfor er det vigtigt at gøre sig virkelig umage med, hvordan man rækker ud for at invitere dem, der plejer at stå udenfor, til engagement. Vær fx opmærksom på:

• At invitere med fokus på menneskers liv, hverdag, udfordringer og drømme, frem for at tage afsæt i systemformulerede udfordringer og spørgsmål.
• At efterspørge den ekspertise, mennesker allerede har i kraft af deres levede erfaringer. Man skal ikke føle, at man skal kunne og vide alt muligt for at være med.
• At signalere tilgængelighed for alle og vilje til at tilpasse både ramme og proces for at gøre det muligt for alle at deltage.
• At gøre det økonomisk muligt og meningsfuldt at deltage – som minimum ved at dække alle omkostninger, men også ved at honorere deltagelse.

Skridt 2: Viden – at få et fælles ståsted

Hvis et enkelt menneske inviteres til at dele deres erfaringer, så er den viden enkeltstående og anekdotisk. Den kan måske berøre tilhørerne, men det er også nemt at afvise eller sortere i. Det samme gælder, hvis man inviterer flere til at dele hver deres erfaringer, uafhængigt af hinanden. Det bliver fortællinger – ikke viden.

Derfor er der brug for at give mennesker mulighed for at mødes, dele deres erfaringer med hinanden og selv kigge på tværs og omsætte deres erfaringer til fælles viden. Det giver mennesker mulighed for at stå sammen om at mene noget og sætte en dagsorden. Det gør også deres viden sværere at komme uden om. Sidst men ikke mindst giver det mennesker selv magten over, hvordan deres erfaringer skal forstås, sorteres og omsættes til tværgående pointer.

Det kræver tid, og det kræver rammer og processer, hvor alle har mulighed for at være med – uanset forudsætninger. Men arbejdet med at skabe rum for erfaringsbaseret vidensskabelse flytter menneskers position fra at være informanter til at være ejere af deres fælles viden – og dermed deres adgang til reel indflydelse.

Skridt 3: Dialog – samtale på tværs af perspektiver

Det at skabe viden på baggrund af sine egne og andres levede erfaringer kan ikke stå alene. Hvis viden skal blive til handling, er der brug for at gå i dialog med andre aktører og andre vidensformer. Der kan være en række ting, man som gruppe kan gøre selv for at skabe forandring. Men ofte kræver det dialog og samarbejde med andre (professionelle, beslutningstagere m.m.) fordi der er brug system- og praksisforandring.

Den dialog kan være udfordrende. Dialog finder sted, når to eller flere mennesker engagerer sig i at lytte og tale på måder, så begges perspektiver udvides, og der skabes rum for nye fælles forståelser. Jo større forskel der er på perspektiverne til at starte med, des mere kan det kræve at skabe et dialogisk rum.

Derfor er der også brug for faciliterede samtaler, hvor alle parter kommer til orde, og hvor der bliver talt åbent og nysgerrigt om udfordringer, fællesheder, uenigheder og forskelle i perspektiver. Fordi magten som udgangspunkt har sit tyngdepunkt hos fagfolk og beslutningstagere, kan der være brug for at forrykke samtalens udgangspunkt. Det kan ske ved at starte dialogen med afsæt i erfaringseksperternes fælles viden.

Skridt 4: Forandring – giv reel indflydelse på det, der skal forandres

Dialog kan være begyndelsen til at skabe forandring. Men hvis retten til deltagelse og indflydelse skal tages alvorligt, bør dialogen mellem erfaringseksperter, professionelle, beslutningstagere m.m. fortsætte – også når der skal tages beslutninger, og når de skal føres ud i livet.

I mange beslutningsprocesser slutter erfaringseksperternes indflydelse ved døren til beslutningsrummet. Derfor er dette skridt vigtigt at være opmærksomhed på helt fra første færd. Adgangen til forandringsrummet kræver mandat. Det kan derfor styrke adgangen til at blive hørt, hvis man helt fra processens begyndelse sikrer sig ejerskab blandt de centrale beslutningstagere på området.

Indflydelse på forandring kan sikres på flere måder. Man understøtter, at gruppen af erfaringseksperter får adgang til at påvirke fx lovgivning og praksisudvikling på eget initiativ (lobbyarbejde). Man kan understøtte, at gruppen af erfaringseksperter finder løsninger, de selv kan sætte handling bag (selvorganisering). Og man kan designe forandringsprocesser i de eksisterende systemer, hvor grupper af erfaringseksperter involveres og lyttes til fra problemformulering, over ideudvikling til forandring (samskabelse).

Skridt 5: Fællesskab med handlekraft

Det femte skridt går på tværs af de processer, vi har beskrevet i det foregående. Det handler om at give de mennesker, der er fælles om en bestemt type levet erfaring, chance for at blive til en gruppe, der oplever fælles handlekraft. Der er stor forskel på, om man kommer, bidrager og går igen, eller om man oplever at få mulighed for at organisere sig om en fælles sag. Internationalt – fx i England og USA – taler man om at understøtte ’lived experience leadership’. Man kan også få inspiration fra den tradition for ’community organizing’, som fokuserer på fællesskabers organisering omkring at skabe samfundsforandring og bekæmpe uretfærdighed.

I vores øjne vinder indflydelsesprocesser ved at have dette blik for organisering, hvor fokus forrykkes fra, at ’vi’ involverer ’dem, til at mennesker undervejs understøttes i at organisere sig selv og søge indflydelse sammen.

Skridt 6: Nye beslutningsstrukturer

Endelig kalder ambitionen om at skabe mere indflydelse på, at også strukturer og rammer for indflydelse forandres. At dialog med en bred gruppe af erfaringsekspertise indarbejdes i de eksisterende procedurer for udviklings- og lovgivningsarbejde på en måde, så det giver reel adgang til indflydelse – både på formulering af problem og løsninger. Det kan kræve tid. Det kan også kræve gentænkning af de processer og dialogformer, man normalt betjener sig af. Til gengæld er det vores overbevisning, at man vinder på kvalitet og sammenhængskraft. Hvis du er nysgerrig på dette skridt, har vi skrevet mere om at skabe gode rammer for indflydelse.