• Der er brug for at skabe et mere levende partidemokrati, hvor medlemsindflydelse og det lokale arbejde står stærkere, og hvor demokrati også er noget, der sker i hverdagen på uddannelser m.m.
• Stigende hastighed og kompleksitet i lovgivningsarbejdet giver mindre kapacitet til at inddrage interessenter og borgere uden for det etablerede politiske system.
• Der er brug for at udvikle og udbrede nye former for debat og engagement.
• Det digitale demokrati og den digitale demokratiske kultur må styrkes.
• Frivilligheden og det lokale engagement blomstrer, men store grupper af danskerne deltager ikke og føler ikke, at demokratiet fungerer for dem. Civilsamfundets organisationer giver altså̊ ikke alle borgere en platform for demokratisk engagement.

Det er vigtige pointer, som kan skærpes yderligere, hvis man sætter fokus på de grupper, som har ulige afgang til deltagelse og indflydelse – selv i et stærkt demokratis sædvanlige processer. I litteraturen tales der ofte om de grupper, der er ’sårbare’, ’udsatte’ eller ’svære at nå’. For os giver det mere mening at tale om, at nogle grupper er nemme at ignorere. Et udtryk vi låner fra den skotske rapport ’Hard to reach’ or ’easy to ignore’? Ved at tale om grupper, der er nemme at ignorere får vi øje på demokratiets ansvar for at skabe gode rammer for deltagelse og indflydelse frem for at fokusere på individer og gruppers ’evner’, ’motivation’ m.m.

Barrierer for indflydelse

Der kan være mange barrierer for at aktivt at søge indflydelse. Man kan mangle ressourcerne og overskuddet. Man kan mangle troen på sig selv og kompetencerne til at deltage i de eksisterende rammer. Man kan mangle adgang til de sammenhænge, hvor politik og praksis diskuteres, og beslutninger tages.

Det kan være fysiske barrierer, men også barrierer, der knytter sig til fx sprog, sociale forhold  og praktiske muligheder for at være med. Man kan også være modløs og afmægtig, fordi man har gentagne erfaringer med ikke at blive hørt. Barriererne kan være personlige, men de er i høj grad også strukturelle og systemiske. Og i realiteten er personlige og strukturelle barrierer tæt forbundne og påvirker hinanden.

For at få indflydelse på lovgivning og kommunale beslutningsprocesser kan man involvere sig gennem partier eller interesseorganisationer. Men som Demokratikommissionen peger på kan mange – selv ressourcestærke borgere – have svært ved at se, hvordan de skal gøre deres indflydelse gældende i en partistruktur. Civilsamfundets interesseorganisationer involveres i vekslende grad i den politiske proces (fx gennem lobbyarbejder og inddragelse i høringer). De kan være en vej til indflydelse i det repræsentative demokrati. Men også her kan der være en række barrierer for deltagelse, og det er langtfra alle interesseorganisationer, som bygger deres politikudvikling på brede og inkluderende demokratiske samtaler med dem, de repræsenterer.

Et andet område, hvor der kan være stor ulighed i adgangen til deltagelse og indflydelse, er i udviklingen at velfærdssamfundets indsatser og praksis. Meget af velfærdssamfundet formes i hverdagen, hvor professionelle, ledere og embedsfolk løbende udvikler deres tilbud og faglighed på fx social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Her er der trods mange års fokus på ’brugerinddragelse’ fortsat behov for at udvikle en mere dialogisk og demokratisk praksis, hvor flere oplever at få reel indflydelse, og hvor også de ’besværlige’ stemmer bliver en del af samtalen.

Selvom vi foretrækker at bruge andre ord end ’brugerinddragelse’ rummer hæftet Barrierer for brugerinddragelse (Anderson og Deagan, 2011) nogle gode beskrivelser af de typiske barrierer for deltagelse og reel indflydelse i processer, hvor både professionelle og erfaringseksperter deltager. Forfatterne har også bud på, hvad man kan gøre for at overkomme dem. Hæftet er skrevet med fokus på mennesker med psykiske problemer, men langt det meste har langt bredere relevans.

Brug for at nytænke de demokratiske processer

Vi har brug for at nytænke de demokratiske processer, så flere får adgang til indflydelse og deltagelse. Det kan fx ske gennem fokus på at:

• Mennesker med levede erfaringer får større mulighed for at samles for at udvikle og bruge deres stemme i fællesskab. På den måde kan der skabes et større og mere kollektivt handlerum for flere.
• Erfaringsekspertisen bliver en del af samtalen om lovgivning eller praksisudvikling så tidligt i processen, at det stadig er muligt at påvirke mål og beskrivelse af ’problemet. At samarbejdet fortsætter, så også beslutninger og implementering sker i dialog med dem, der oplever udfordringerne på egen krop.
• Samarbejde om at udvikle lovgivning, praksis m.m. tager udgangspunkt i det, der er vigtigt i menneskers liv frem for i spørgsmål formuleret af systemet.
• Løsninger kan både rumme udvikling af lovgivning, udvikling af velfærdssamfundets tilbud og understøttelse af mere selvorganiserede løsninger.
• Dialog og samarbejde struktureres og faciliteres på måder, så flere har mulighed for og mod på at tage del.
• Dialogen sætter fokus på de områder, hvor der opstår uenighed, eller hvor de forskellige aktører har svært ved at forstå hinanden. Kun på den måde kan der skabes dialog på tværs af perspektiver og dermed findes nye veje.
• Eksisterende interesseorganisationer udvikler deres demokratiske praksis i retning af at invitere flere stemmer ind deres i videns- og politikudvikling. Også nogle af dem, der ikke ’plejer’ at deltage. På den måde styrkes repræsentativiteten i interessevaretagelsen.