MEDs ForandringsCirkel om erfaringseksperters viden og vilkår i mediedemokratiet er vokset ud af konkrete erfaringer med at gøre sin stemme gældende i mediedemokratiet med afsæt i egne (og andre ligesindedes) levede erfaringer.
Det omfatter både rigtig gode medie samarbejdes oplevelser, og rigtig mange dårlige, hvor mennesker, som bruger deres egen historie til at gøre en forskel, har slået sig voldsomt i samarbejdet. Vi oplever at de store medier har meget forskellig erfaring i at samarbejde med kilder, der har deres egne liv på spil, og det er sjældent formaliseret.
Når man har erfaring med fx psykiske kriser, anbringelse, handicap, minoritetspositioner eller andre livsforandrende betingelser, så opbygger man vigtig viden om sociale betingelser i vores samfund, og holder på vigtig viden om, hvordan man kan skabe et samfund for flere. Medierne spiller en afgørende rolle i præsentationen af den viden – deres ansvar er vigtigt.
Forandringscirklens formål er at arbejde for, at den viden kan få plads, blive behandlet ordentligt og blive taget alvorligt i samtalen – og kan de levede erfaringers viden være en del af den journalistiske baggrundsresearch frem for kun at blive hentet ind som ‘case’?
Tilsammen repræsenterer cirklen forskellige grupper, med mange typer livsvilkår og -erfaringer. Næste skridt er at invitere aktører fra relevante medier mm. med i samtalen for på den måde at lade cirklens ringe sprede sig i vandet.